Fyllas Historie
Skonnerten Fylla blev ved årsskiftet 2006/2007 overdraget til Fylla Fonden, stiftet af Faaborg-Midtfyn, Svendborg og Ærø Kommuner. Fylla Fonden viderefører skibets drift gennem Rederiet Fylla.
Facts om Fylla
Fylla er en tremastet jagtbygget slettopskonnert, Lpp. 28,47 m, Loa ca. 39 m, Brd.7,35 m, Dbg. 2,89 m.
Fylla på 122 BRT, er bygget i Nyborg i 1922 på N.P.W. Dreyer's skibsværft, og er en af de tre jagtbyggede tremastsskonnerter man kan møde i vore farvande, de to andre er ”Marilyn Anne” fra 1919, og ”Fulton” fra 1915.
Fylla blev bygget som ”Fyn” til et rederi i Marstal, og herfra blev den sat i fart på nord og Østersøen. Lasteevnen var 170 ton, og skonnerten blev bygget med hjælpemotor fra starten (48hk.).
Efter 7 år på nord og Østersøen, blev skonnerten købt af rederiet Grønland A/S og sendt på fiskeri ved Grønland under navnet ”Fylla”. I 1932 blev skibet overtaget af Den Kongelige Grønlandske Handel. Der blev med tiden skiftet til større maskine et par gange, først 96HK. Og sidst i grønlandsfarten en 174 HK Alpha diesel.
De sidste 10 år af Grønlandstiden var skibet ejet af en færing. Han byggede det om, så det kunne fungerer som fryseskib. ”Fylla” hentede får og fisk fra de mindre bopladser på kysten til de større opsamlingshavne, hvor lasten blev omladet og fragtet videre til Danmark. Skibet hed i den periode ”Polar Freezer” og under det navn blev det købt af Fyns Amtskommune i 1979 med henblik på at bygge det om til et lejrskoleskib.
Lejrskoleskibet bliver til
Efter 47 år i Grønland blev skibet købt af Fyns Amtskommune, og fik sit gamle navn ”Fylla” igen.
Skibet blev i de følgende tre år indrettet som lejrskoleskib som et beskæftigelsesprojekt for unge arbejdsløse i Odense.
Ombygningen og tilrigning foregik under vejledning og ledelse af skibstømrer Torben Schultz. I forbindelse med ombygningen fik Fylla en ny maskine, en 236 HK Scania diesel.